DNMpF Konference. Forbindelser mellem kunst og videnskab på kunstneriske uddannelsesinstitutioner

Ca. 35 spørgelystne og diskussionsivrige deltagere fra mange forskellige kunstneriske uddannelsesinstitutioner var mødt frem til to dages konference om forbindelsen mellem kunst og videnskab. Konferencen var atypisk, fordi der var relativt få fastlagte talere, hvorimod der var afsat meget tid til diskussion og dét arrangøren kaldte ”tematisk plenumdrøftelse”. Det viste sig, at denne afvejning var helt perfekt i dette forum, og håbet om fælles læring gennem diskussion frem for forelæsningsrækker kan anbefales (jf. Bligh (2000) om diskussion som demokratisk læringsværktøj).

Konferencen blev sat i gang af ordstyrer Frede V. Nielsen (DPU). Han beskrev hurtigt konferencens problemstilling som både vigtigt og aktuel, idet der i Danmark er en relativ skarp administrativ og forståelsesmæssig opdeling mellem kunst og videnskab. Frede V. Nielsen finder, at det er symptomatisk, at kunst, videnskab og uddannelse placerer sig under hvert sit ministerium.

Ikke desto mindre bliver Steen Pade (rektor ved det kongelige danske musikkonservato-rium) i det daglige arbejde konfronteret med netop foreningen af alle tre administrative områder - kunst, videnskab og uddannelse. I sit arbejde havde han fundet det frugtbart at anvende Niklas Luhmann´s systemteoretiske principper (Se eventuelt en af Luhmann´s hovedværker (Luhmann, Niklas (2000)) oversat til dansk af John Cederstrøm, Nils Mortensen, og Jens Rasmussen.) som analysemodel, hvilket var emnet for hans oplæg under titlen ”De kunstneriske uddannelser i systemteoretisk perspektiv”.

Steen Pade finder Luhmann´s systemteori frugtbar, blandt andet fordi den er altomfattende; en teori om det sociale fra mikro til makro. Desuden er Luhmann ikke normativ og tilbyder udelukkende en analysemodel eller særlig anskuelsesvinkel, som kan være tankevækkende, men også forklarende. Derefter gennemgik Steen Pade Luhmanns systemteoretiske grundbegreber, men set gennem prismet videnskab, uddannelse, og kunst. Generelt kan man sige at analysemodellen karakteriseres ved:

• Ligheden i forskellen
• Alt kan med fordel beskrives og afgrænses ved at sige, hvad det ikke er
• Alt kan deles op systemer
• Mennesket består ikke af ét system, men er del af mange systemer, samtidig og over tid.

Med fare for at oversimplificere har jeg i nedenstående trukket et par pointer ud. Ifølge Steen Pade resulterede en systemteoretisk analyse af de kunstneriske uddannelser i følgende overvejelser:

• Uddannelse, kunst og videnskab befinder sig i hvert sit funktionssystem og har hvert sit medie (medie er lig det objekt eller begreb, der er udslagsgivende, dvs. funktionssystemets ”møntenhed”) og hver sin binære kode (det systemet er lukket omkring).

Om funktionssystemet videnskab kan man f.eks. sige, at det skal forholde sig til den binære kode sand/falsk. Det er på baggrund af den binære kode, man kan vurdere videnskab netop som enten sand eller falsk. Funktionssystemerne uddannelse og kunst skal vurderes ud fra andre kriterier, og det er derfor nødvendigt, at man bevarer fokus på, hvilket funktionssystem, man bevæger sig i. Steen Pade mener, at det er her, der ofte begås fejl, fordi man kræver ting af kunsten, som kun videnskaben skal leve op til og omvendt.
Nedenstående skema angiver nogle udvalgte funktionssystemers funktion, medie og binære kode.

• Luhmann accepterer ikke en opdeling af videnskaberne, og der distingveres derfor ikke mellem naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Al forskning forudsætter teoridannelse og videnskabelig metode, herunder verificering eller falsificering. For at kunne leve op til de nye krav om akademisering af uddannelsen er det derfor nødvendigt, at vi ikke forsøger at gøre det, der er kunst, til videnskab. I stedet bør man, ifølge Steen Pade, foretage videnskab indenfor kunstfaget på videnskabelige præmisser - eller i Luhmanns terminologi: Institutionernes forskning er deres refleksion af egen praksis, hvori de anvender videnskabssystemets kode og programmer. På denne måde, påpeger Steen Pade, kan institutionen for fremtiden reproducere sig selv og hente kvalificerede undervisere og forskere fra egne rækker.
• Ifølge Luhmann skaber og genskaber funktionssystemer sig selv. Intet er hverken umuligt eller nødvendigt i et sådant system, og forandring og udvikling er derfor en præmis.
• Samfundet har uddifferentieret sig i funktionssystemer (bl.a. videnskab, uddannelse og kunst), og de kunstneriske uddannelsesinstitutioner har til opgave at betjene alle tre funktionssystemer. Det er uhensigtsmæssigt, at en organisation betjener mere end ét funktionssystem, men det er et livsvilkår for mange uddannelsesinstitutioner.

Både i Steen Pade´s fremlæggelse og de efterfølgende diskussioner var den gennemgående pointe, at organisationernes integration af systemydelser forudsætter adskillelse. Det vil sige, at det er væsentligt at klarlægge, hvorvidt kommunikationen henviser til
kunst-, videnskabs- eller uddannelsessystemet. Desuden skal kunst/kunstnere og kunstinstitutioner behandles indenfor rammerne af sit funktionssystem. God kunst kan og skal ikke leve op til kriterierne for hverken god forskning eller god pædagogisk praksis og omvendt.

De gode lange tematiske plenumdiskussioner skabte også grobund for kritiske kommentarer. En konferencedeltager påpegede analysemodellens fokus på konflikt og savnede en mere konstruktiv tænkning end Luhmanns fokusering på modsætninger og forskelle. Der blev også snakket meget om funktionssystemernes manglende evne til at ”tale sammen” eller samarbejde. Ifølge Luhmann findes der kun konstruktive misforståelser mellem funktionssystemer - forskellige systemer kan på intet tidspunkt kommunikere direkte med hinanden og komme til gensidig forståelse. Det har vidtrækkende betydning for institutioner, som skal arbejde indenfor flere funktionssystemer.

På konferencens anden dag var Jørgen Dehs, forskningsleder v. arkitektskolen i Århus, den første taler. Han talte under overskriften ”Kunst og videnskab som erkendelsesformer i historisk perspektiv”. Han præsenterede tre forskellige måder at anskue relationen mellem kunst og videnskab på:

Konkurrencemodellen
Som bygger på tanken om, at kunst og filosofi har samme ærinde og kæmper om magten i et jalousiforhold. Den ene eller den anden part henholdsvis glorificeres og spottes.

Autenticitetsmodellen
Som peger på relationen mellem kunst og videnskab som skæbneforbundet (reciprok). Kunst har brug for filosofi og omvendt. Fra denne anskuelsesvinkel findes ofte æstetisering og autonomisering af kunsten. Kunsten ses som det ikke-iscenesatte eller det autentiske (ifølge Luhmann er det her, kunsten opdager sit tema: Kunst er iscenesættelse af autenticitet).

To-kulturmodellen
Ud fra denne anskuelsesvinkel (som Jørgen Dehs henter fra Gumbrecht (2004)) findes relationen mellem kunst og videnskab i relationen mellem ”meningskultur” og ”præsenskultur”.

Den efterfølgende tematiske plenumdiskussion tilføjede mange og spændende eksempler på disse tre måder at anskue relationen mellem kunst og videnskab på. Desuden blev det problematiseret, idet både nutidens kunstbegreb, og i særdeleshed designfaget, er langt mere sammensat og ”snavset” end det ”rene” kunstbegreb som oplægget tog udgangspunkt i. F.eks. har design også økonomiske-, miljømæssige-, materialemæssige- og brugerhensyn at afveje udover det æstetiske og erkendelsesmæssige. Denne blanding af interesser og processuelle overvejelser er de rene kunstfag mindre afhængige af.

De næste to taleres fokus var af mere praksisorienteret art; om udviklingen af en kunstnerisk uddannelses- og forskningsinstitution. Henholdsvis Siw Graabræk Nielsen fra Norges musikhøjskole og Bengt Olsson fra Högskolan för scen och musik ved Gøteborgs universitet delte ud af egne erfaringer. På baggrund af de to tidligere teoretisk orienterede oplæg, opstod efter disse talere en god plenumdiskussion om det problematiske ved tendensen til at sidestille det ”at være en dygtig musiker” med, at personen så også er en dygtig forsker indenfor det musiske emneområde
– eller at en dygtig læge ikke nødvendigvis er kvalificeret til at være overlæge. Der er få lysende hybrider, men det er bestemt ikke en automatik, og derfor skal der håndplukkes forskere/ph.d’er ud fra kriterier for god forskning (i overensstemmelse med Steen Pade’s udlægning af Luhman), og der skal være flere niveauer end bare kunstnerisk praksis og forskning. I Gøteborg og i Norge har de valgt henholdsvis en opdeling i grundforskning, anvendt forskning og kunstnerisk praksis og i forskning, udviklingsarbejde, og kunstnerisk praksis.

På denne måde blev konferencedeltagerne blidt ledt tilbage til ”det virkelige liv” efter en pause med gode vidtløftige teoretiske tanker.

Bligh, Donald (2000) What’s the point in discussion? Oregon: Intellect books.

Luhmann, Niklas (2000) Sociale systemer: Grundrids til en almen teori. Kbh.: Hans Rietzel

Trine Fjordback Søndergaard