Den strategiske forskningsalliance TEMPOS samler partnere fra DTU, Kunstakademiets Designskole og Københavns Universitet med det formål at samle viden om brugerdreven innovation og udvikle en innovationspraksis, der bygger på etablering af temporære rum, dvs. relativt kortvarige og afgrænsede samarbejder mellem en række parter.
Temporære rum kan bl.a. skabes gennem designlaboratorier, hvor designere, brugere og andre aktører mødes for at udforske og udvikle muligheder for innovation gennem en prototypisk praksis, og hvor den samtidige konstruktion af brugere, artefakter og praksis er i spil.
Det særlige ved alliancen er dens fokus på co-konstruktion, som ikke tager udgangspunkt i en eksisterende udviklingsorganisation, i veletablerede brugerroller eller brugerfællesskaber som designerne og virksomheder umiddelbart kan benytte sig af eller vende tilbage til.
Forskningsalliancen vil udvikle teori, som understøtter denne innovationspraksis udgangspunkt i aktørnetværksteori, praksisteori, sociale læringsstudier og design forskning. Alliancen vil eksperimentere med udformningen af designlaboratorier og vil udvikle et repertoire af nye metoder, der kan understøtte iscenesættelsen af forskellige sider af brugerdreven innovation i sammenhæng med både private og offentlige aktiviteter.
I den sammenhæng vil forskningen også skabe en syntese og et overblik over de erfaringer, der er skabt i Danmark og internationalt omkring brugerdreven innovation og belyse, hvorledes disse metoder kan forstås og nyttiggøres. Alliancen vil bidrage til uddannelsen af kandidater og praktikere, der vil kunne iscenesætte og støtte brugerdreven innovation og vil formidle dets resultater gennem videnskabelige og populære publikationer samt seminarer og konferencer.
Projekter kører i perioden 1. januar 2010 til 31. december 2014.









